Redskaber til kommunikation

lørdag, apr 24
Ofte hører jeg som noget af det første fra par som kommer i terapi at de ønsker redskaber til kommunikation. De oplever at der sker noget når de taler sammen som de ikke bryder sig om og som bringer dem længere og længere fra hinanden. Hvilke redskaber de præcis ønsker sig er dog svært at få svar på. Så jeg interesserer mig mere for de følelser som ligger underneden. Kommunikation er kontaktfladen imellem mennesker og repræsenterer derfor kontakten. Hvad enten den er verbal eller non-verbal. Vi kan sige meget uden at sige det med ord. Tonefald, kropsholdning, øjenkontakt eller mangel på samme er altsammen med til at viderebringe et budskab.Det vi kommunikerer er noget som er vigtigt for os, ellers brugte vi ikke energien på det. Men hvad det er præcist som er vigtigt ved det er meget forskelligt og ligger sjældent i selve ordene. Vi har måske brug for at blive forstået og rummet af vores partner, vi har brug for at forstå den anden, vi har brug for at sætte en forandring igang eller noget helt fjerde. Ligemeget hvad er der altid en underliggende melodi af følelser underneden vores kommunikation.

Når vi begynder at opdage og blotte de underliggende følelser og bringe dem videre til partneren kan vi få vores behov i kommunikationen dækket.

Vil I gerne bliver klogere på kontakten i jeres forhold kan I kontakte mig på tlf. 40 38 30 93