Der er en hårfin grænse mellem af optimere og pleje medarbejdere og blande sig i deres privatliv. Der er ind i mellem eksempler i pressen hvor virksomheder overskrider eller går lige til grænsen. Er det f.eks. okay at helst ville ansætte ikke-rygere fordi statistikker siger at de har færre sygedage? Er det okay ikke at ville have en kraftig overvægtig ansat i kundeservice i en virksomhed der arbejder med fødevarer? Er det okay at give en fyret medarbejder coaching for komme videre på en god måde? Er det okay at give en medarbejder i skilsmisse terapi? Etikken omkring dette udvikler sig løbende og idag er det ikke længere så sjældent at tilbyde en medarbejder et antal coachingtimer. Det er heller ikke så sjældent at tildele en medarbejder psykologtimer ved f.eks. stress da man går ud fra at det er relateret til jobbet og man gerne vil have medarbejderen tilbage så hurtigt som muligt og naturligt tage ansvar for en påvirkning som virksomheden måske er skyld i. Jeg mener at mange virksomheder kunne have stor gavn af at tildele deres ansatte et antal terapitimer om året, uden at blande sig i hvad de bliver brugt til. Så kan den ansatte bruge timerne til terapi som omhandler deres parforhold, afklaring af fortid, sorg, konflikter eller hvad den end har lyst til og holde sig optimerede som velfungerende mennesker. Det er dog af afgørende betydning at virksomheden ikke på nogen måde spørger hverken den ansatte eller terapeuten til indholdet for at kunne opretholde et anstændigt niveau af privatliv. Men hvad sker der så den dag hvor medarbejderen i virkeligheden har lyst til at stoppe på sin arbejdsplads og samtidigt er i fuld gang med et terapiforløb? Eller hvad kan virksomheden forvente at få af tilbagemeldinger om terapien når regningen kommer. For at en ordning med terapi til medarbejdere skal være respekt- og successfuld for alle er der rammer som skal tales igennem og meldes klart ud fra starten. Sundhed for medarbejdere handler således ikke kun om den fysiske sundhed, men i høj grad om den mentale sundhed, og om fuld respekt for privatlivet og den enkeltes grænser. Når en virksomhed vælger at påtage sig et større ansvar for sine medarbejdere for de helt klart mere ud af det, men skal også være villige til at våge sig derud hvor kontrol ikke længere er muligt. |